30. september 2010

Hvis jeg var et egern.....

...så boede jeg ude i mine nøddetræer. Uhmm. Det er jeg ikke. Heldigvis, men jeg elsker hasselnødder, især dem jeg lige plukkede fra vores 2 buske i haven idag. Det er da noget af det bedste at sætte tænderne i sådan en frisk, moden, nyplukket hasselnød. Det er ikke nogen kæmpehøst, og jeg får altid guffet dem allesammen i mig ret hurtigt. I hvert fald dem jeg ikke skal dele med ormene. Der er jo desværre altid et vis spild.

26. september 2010

Bukser til en kort bønnestage

aka Jonas 6 år, som ikke kan holde bukser oppe, uden at de stumper. Han valgte selv farven på det grønne babyfløjl og mor tog mål og lynede et par fine bukser gennem maskinen på onsdagens sykursus. Ikke at jeg egentlig ligefrem behøver et kursus for at sy bukser, men fordi jeg er startet på det her syhold der gerne skulle lære mig nogle flere regulære teknikker og fif, og fordi onsdag aften så er det eneste tidspunkt jeg pt har til at sy i. Det her 6-ugers selvvalgte, fede, grafiske kursus tager pludselig alle mine dagtimer. Og resten ? Ja, dem tager ungerne. Der har heller ikke ligefrem regnet med indlæg her på det sidste...Men tilbage til de fine bukser med lommer, robot og et enkelt monster, som knægten var svært tilfreds med og samtidig kunne holde oppe.
I øvrigt:
Har her i weekenden holdt fødselsdag 2 ud af 4 gange for Rasmus, næsten 8 år
Mangler et spændende prinsessekjole mønster
Er rasende på min computers langsommelighed og det nyloadede Explorer 8
Har 2 drenge med en grad af feber og ingen viden om hvad de måtte fejle....
Har nu fået min fødselsdagsgave (fra maj) monteret færdig i huset: Centralstøvsuger !!

21. september 2010

Hendes Verden - min verden - mine projekter....

Jeg køber normalt ikke ugebladet Hendes Verden, men der var lige en patchwork forside der fangede mit blik den uge. Jeg har bl.a. ambitioner om at prøve at lave denne puf og især den runde blomsterpude.
Det sidste er nok det nemmeste, da jeg ikke rigtig kan finde ud af hvad jeg evt. skal fylde den her puf op med. Har forhørt mig lidt om cylinderformet skumgummi. DET er dyrt, men jeg fandt et sted i Ejby hvor jeg kunne få det for 250,- kr. Det er stadig lidt meget for pudefyld, men de skulle have 450,- i skumhuset i Århus. Nu får vi se. Har slet ikke plads til den slags puffer, men min søster har ytret ønske om en på et tidspunkt. Men det er ikke sindsyg meget sytid jeg har mere efter det her kursus startede op. Pyha... Men der er jo altid onsdag aften ;o) Har en plan om at skulle sy en prinsessekjole til den lille dame der fylder 3 til november. mangler nok et mønster. Fif og gode idéer hertil modtages gerne. Kigger lidt i denne her:
som jeg fandt til 40 kr i Kvickly. (sidste år) Tror dog nok min prinsesse er mere til lyserød og tyl end retro og korssting.

20. september 2010

Photoshop-kursus.

Nøj, hvor bliver jeg god. Jeg lærer så meget at mit hoved er spændt og dunkende. Jeg er på grafisk kursus. I 6 uger. Det bliver fedt, for jeg elsker at arbejde med billeder. Jeg synes ellers jeg er en habil Photo-shopper, men man kan ALTID lære mere. og det gør jeg så. Billederne her er fra min første dag.
Komposition og sådan er ikke noget vi skal snakke så meget om, men alle de fede værktøjer og effekter jeg lige fik lidt styr på idag. 9 dage mere med PS og så lige 2 uger med Illustrator og 2 uger med Indesign. Så er jeg jo halvvejs grafiker. Nå ikke. Nej, der er vel en grund til man læser i 4 år....

17. september 2010

Liberty helt inderst inde...

Eller i hvert fald minder det her fine småblomstrede print rigtig meget om Liberty... Nu er jeg jo ikke ligefrem modeblogger, og nogen vil måske synes dette er en anelse for intimt, men jeg synes da lige jeg ville dele min begejstring og lade andre få tippet om det søde undertøj her fra Bonaparte. (hvorfra billederne er lånt)
Og det er faktisk ret billigt, synes jeg umiddelbart. 149,- for Bh og hhv 69,- og 79,- for trusser. Jeg har ikke købt undertøj hos dem før, men kvaliteten af andre varer derfra lover godt nok. Så er man lidt pjattet med det småblomstrede...  ;o)

Flere bukser og ærteposer

Ja, så fik jeg lige syet et par bukser mere til Rosa-pigen. Håber hun vil have dem på denne gang. Der er jo ikke så mange dikkedarer i dette nemme mønster uden sidesømme, Det går ret hurtigt. Har planer om et par i grøn babyfløjl til Jonas. Der pynter jeg dog nok med kontrast-stikninger, lommer og robotter.
Og så var der nogen der sagde gymnastik-start og ærteposer. Så sagde jeg lige stofrester, overlocker, netto og VUPTI !!!
Men nu har jeg travlt. Efter en uge med sygt barn hjemme 3 dage og kursusstart 6 uger frem på mandag, tror jeg nok der lige er et par projekter eller 4 der venter på mig. Deriblandt at aflevere biblioteksbøger, købe gave, handle mad til weekend, og hente drenge igen 12.30. Har mor travlt ? En smule, så kan vi lige komme væk fra computeren. Den er der også om aftenen. :o)

16. september 2010

Visitkort

Jeg har jævnligt haft brug for at kunne give folk et visitkort med mine web-adresser på. Endelig fik jeg taget mig sammen til at brygge et sammen. Inspireret af Lines hexagon-visitkort har jeg på bagsiden  brugt et billede af mit patchwork-tæppe. Det er lidt af et blikfang. Så er det bare at dele ud.

15. september 2010

En pude til mig selv !

Jeg har lavet masser af puder. På bestillinger mest, som gaver og en smule til ungerne. Men dem til mig selv får jeg bare ikke rigtigt gjort så meget ved. Men nu har jeg haft dette skønne Kaffe Fasset stof liggende meget længe, netop til en pude til mig selv og min sofa. Så nu skulle det ske. Jeg er ret tilfreds med resultatet, og hvor jeg har haft lutter lyse-grøn/turkis puder før, synes jeg efteråret kalder på at kombinere med noget varm lilla. Og jeg elsker jo lilla, så mærkeligt er det at det ikke har sneget sig ind i min boliginretning endnu. Ikke så meget i hvert fald. Bagsiden er lavet af et viskestykke fra Brugsen (for en gangs skyld ikke Netto) Passer fint i størrelsen, og så er siderne lagt op på forhånd.

12. september 2010

Så er jeg også med på filt-kage-vognen

Jonas ville lege kagebod. Mor gad ikke. Men mor kunne foreslå at SY kager i stedet. Jonas komponerede den første, brun med blåbærglasur, ret pænt men knap så godt syet af moren, men hey, det var den første. Den næste var til Rosa, så lærte jeg lige at man ikke kan regne med at kunne skjule tegnede kanter i sømrum. Så den var heller ikke super. 3. gang er håndværket i orden, men kompositionen som Rasmus tog sig af, var ikke så heldig. Synes jeg...Lilla blåbær muffin med bananglasur, flødeskum og chokoladedrys. In real life måske...
Men jeg kommer helt sikkert til at lave flere af dem her. Har en dagplejemor eller 2 i omgangskredsen, der gerne vil supplere HABA maden tror jeg....

11. september 2010

Bukser til lilla-pigen

Så fik jeg langt om længe syet de første bukser til Rosa. Nu er bukser normalt ikke det sværeste at sy, men lidt bøvl skulle jeg da ha. Men nu retter jeg mønsteret lidt til og så prøver vi igen.

På den anden side...

af årets første børnefødselsdag.. Piratfest. Det havde krævet en del planlægning i forhold til at planlægge skattejagt, temamad bordpynt (der faktisk ikke var der) osv. Fødselsdagen forløb i god ro og orden, men ungerne kunne faktisk ikke li de kager jeg med møje og besvær havde pirat-pyntet for dem.. Ok, glasuret hverken så ud eller smagte lækkert...(ikke kom kakao i flødeost-glasur)
Men fødselsdagsbarnet var glad og tilfreds og ingen var kede af det, kom op at slås eller noget. Og med 10 7-årige drenge i huset kunne man da godt forestille sig lidt gnidder. Det er nok værre med piger, synes jeg at kunne huske... Nå, om 14 dage går det løs igen, denne gang for 8 8-årige drenge. Denne gang en LEGO fest. Det har vi prøvet før, så det bliver nok genbrug af konceptet.

8. september 2010

Pluk selv

Rundt omkring i landet, og også lige i nærheden af mig, dukker de skønne pluk selv marker op, hvor man kan plukke gladioler, solsikker og dahlia, for den latterlige pris af 3-5 kr pr stilk.  Når man ikke er så heldig at have haven fuld af dem selv, er det fantastisk at kunne gå hen og plukke en buket, der er frisk og billig og kan stå længe. Jeg har købt gladioler en del gange efterhånden og er især vild med de mørkelilla og de røde. De er bare så smukke og giver et glædespust når jeg kommer ind i stuen og ser dem.
Og så har jeg været på biblioteket og lånt en fin bog propfyldt med patchwork inspiration. Jep, ham Kaffe kan et eller andet. Se selv. Der er da lige til et par timer...

6. september 2010

Ta-daaa !!!!

Så blev mit fine tæppe færdigt. Det der med at quilte, det er jeg altså ikke skrap til. Men det blev ok. Forstår bare ikke hvordan man får tumlet et stort tæppe rundt omkring maskinen uden at noget rykker sig. Men alt i alt er jeg nu ganske tilfreds med resultatet, og tror måske jeg vil prøve at quilte i cirkler igen, måske på et mindre tæppe... Og ja, jeg er allerede igang med et til. Denne gang med system i farverne. Det kommer der mere om senere.

5. september 2010

sneak peek....

Jeg er endelig blevet færdig med mit flotte tæppe. Har ikke fotografieret det endnu, det gør vi i morgen så I må lige nøjes med et lille peek. Kantebåndet skulle syes rundt i hånden, og det var jo en langsommelig affære. Fik det gjort færdig i bilen på vej til Fyn i formiddags. Har aldrig lavet håndarbejde i bilen før, men nogen inspirerede mig dertil. Måske fordi mine øgleunger altid har krævet al min opmærksomhed. "ikke slås, ikke kaste op, ikke spilde vand, finde sut, svare på 1000 ting osv..."
Har så også fundet ud af hvorfor patchwork tæpper er vintersysler. Det er godt nok varmt at sidde under sådan et tæppe og sy i hånden..... Og så skal jeg have fundet mit fingerbøl frem...

4. september 2010

"Jeg får PiP af dig, mor!"

... siger Rosa 2½ år. Det lyder ret sødt, men man ved jo godt hvor hun har den vending fra. Men det er da ikke det værste man kan citeres for, vel ?? Nå, men det der med PIP. Der har længe stået PIP studio tasker på min ønskeseddel, men da de ikke kan købes ret mange steder, og jeg ikke har kunnet bestemme mig for hvilken præcis jeg helst vil ha, ja så har ingen so far opfyldt ønsket.... Men så var det lige jeg i anden anledning kom forbi dynefabrikken.dk  i Randers og hvad søren ?? Workman-bags nedsat til 100 kr stk !  For disse skønheder !! Så må man jo købe begge farver (de havde desværre ikke den turkise) og penalhus der matcher for latterlige 25 kr.
Ved stadig ikke hvilken jeg vil have og om Rosa skal have den anden når hun bliver lidt ældre, eller om en anden skal have den foræret..... Eller om jeg bare beholder begge.
Jeg har hørt at hende fru PIP designeren tidligere designede for Oilily, men det er ikke bekræftet. Det fornægter designet i hvert fald ikke, i så fald.
Jeg ved da godt jeg selv kan sy mine tasker uden videre, men af og til bliver man da bare så forelsket i et design at det MÅ ejes. Havde lyst til at tømme deres sengetøjslager af samme art, men jeg må desværre holde lidt hus med finanserne. Det kunne ellers være fedt at sy af selv....

1. september 2010

Mmmm... blueberry-banana

Kender I det ? Man har besluttet at de her cupcakes til den helt særlige anledning skal dekoreres fantastisk efter alle kunstens regler, men i kampens hede og stress ender det med en alm. flormelis glasur med færdig sprinkles. Men ikke idag ! Jeg VILLE prøve at lave en flødeoste icing. Så jeg fulgte jo bare opskriften og stoppede lidt frugtfarve i og HOLD DA OP ! Det var jo nemt ! Og smaddernemt at arbejde med. Den fedeste konsistent (dobbelt betydning) og den lækreste smag. Så ovenpå blåbær-banan-muffins der godt nok skulle have været større i forhold til mængden af glasur. Ren dessert...