30. maj 2011

The COVER-STITCHER !!!! Yeaahhhh (skal siges på Kermit'sk)

Så fik jeg den.....døksømmeren... nu skal jeg så bare lige ha lidt tid og nogle projekter jeg kan bruge den til. Har på fornemmelsen projekterne tidsnok kan komme. Det er noget dyrt legetøj, det må jeg sige, men jeg retfærdiggør min investering med, at:
  • jeg kan få en ordentlig finish (omend den aldrig kommer til at tjene sig ind) på tøj i stretch-stoffer
  • når min mand nu har 5 cykler, så er det da fair nok at jeg har 3 symaskiner
  • jeg kan reparere hans cykeltøj
  • jeg har selv tjent pengene på at sy sager (og så lige lidt fødselsdagsgave-penge der var øremærket til formålet.
Nu må jeg spare sammen til en broderimaskine.... eller måske man kan få en brugt. Er der nogen der har gode erfaringer med den type maskiner og ved hvad man skal stile efter ??

Men det kan selvfølgelig godt være jeg først skal spare sammen til et nyt objektiv og blitz til mit kamera.... Det vil jeg jo også gerne have. Men det føles ret godt, det der med at spare pengene op i en dåse, og så endelig have nok. I stedet for bare at trække på kassekreditten....  :o)

28. maj 2011

Nederdel

Det tog lidt tid, men endelig fik jeg da denne næsten rundskårne sag færdig. Swing-effekten er testet, men den svinger ikke så godt, tror stoffet måske er for stift. Jeg satte sølvkantebånd på forneden, hvilket stivede kanten yderligere af og den strutter voldsomt.
Der er brugt 12 forskellige stoffer i lilla nuancer, alt lige fra Malika&Rosa til Rema1000.
Ribben burde nok have været lilla, men det havde jeg ikke og nu skulle den altså gøres færdig...
Mønsteret havde jeg selv konstrueret dog uden at have den unge dames hoftemål. Det blev alt for stort i taljen, men det er jo her ribben kommer ind i billedet. Men lidt smallere baner en anden gang. I hvert fald for oven....

26. maj 2011

Flyvefærdig

Dorthes trøsteugle er flyvefærdig hvis den da ellers kan flyve lige..  Det kan være det er den der skal trøstes, for den er vist blevet lidt skæv i det. Men det er selvfølgelig bare en del af dens personlighed.

25. maj 2011

Pude til Gitte

Gitte som vandt min give-away, ønskede sig en 3-delt pude i grønne nuancer med et G på. Den kom til at se sådan her ud, og nu glæder jeg mig til at give hende den, og håber den falder i hendes smag. G' et er faktisk mere mørk neonpink, svært at gengive og spiller helt ind med blomsterne.
Og nu jeg har jeres opmærksomhed, jeg har sat en lille boks nederst på mine indlæg, med et "synes godt om" afmærkningsfelt. Og nu er det jo ikke fordi at I bare skal krydse af ved hvert eneste indlæg, bare for at glæde mig, men jeg synes det er fedt på FB at man kan nemt og hurtigt vise sin påskønnelse uden at skulle skrive en reel besked. Ja, nu må I endelig ikke misforstå mig, jeg vil selvfølgelig hellere have kommentarer og er super super glad for dem altid, men dem som ikke lige får det gjort kan nemt og hurtigt liige anerkende. Hvis det altså er det man gør selvfølgelig. Jeg kunne selvfølgelig også lave en boks mere hvor der står, "makværk" eller "iiiismaaand" men nej, vel ? Så kan man jo bare lade være med at gøre noget.... Nå...vrøvler jeg ?? Beklager, det er sent på dagen...

23. maj 2011

Fødselsdagsgaver - af hjertet tak !

Ja, jeg havde jo fødselsdag i torsdags. På dagen var vi på Bones i Horsens med mine forældrer som i øvrigt har begavet mig med et stort tilskud til den her famøse cover-stich-maskine jeg lige skal have købt når jeg få tid. Mine søde svigerforældrer gav mig et gavekort til yndlingsbutikken Stof & Stil og en veninde gav mig et eksemplar af Alt om Håndarbejdes Symagasin, som jeg ikke anede hvordan jeg ellers skulle få fat på. (nu har jeg tegnet et abonnement :o), en anden veninde gav mig en cupcake fra Bahne, pakket ind med det fineste neonpinke silkebånd så man må da sige at nogen kender mig rigtig godt :) Der er lagt op til mange gode syweekender.
Søndag blev en lille nabo-dame-frokost afholdt og af alle de søde naboer var der gavekort til det lokale plantecenter. En stratetisk god gave fra naboerne, syns' jeg, men jeg glæder mig til at komme ud og shoppe rhododendroner til mit nye bed.
Nåh, ja og den lyserøde termokande fra Rice
dumper ind i min postkasse her en af dagene fra min svigerinde, og 2 mere af de smukke aflange Ricetallerkner lå også på mit gavebord...Og nu må jeg ikke glemme at min "ældste" veninde forærede mig Hulernes Sang, Ayla nr. 6 og sidst, på lydbog.
Så med mine lange daglige køreture til Århus var det kærkomment.
Dejlige, dejlige sager som jeg takker så ydmygt for...

Nu er målsætningen at få syet pude og ugle til give-away vinderen (og taberen :), nederdelen med de 12 baner til Rosa skal sys færdig og så er det MIG der skal sys tøj til og ikke ungerne...Sjovt man altid selv kommer i sidste række....

19. maj 2011

Vinder af give-away ! Trommehvirvel !!!!

Det er dejligt så mange der har deltaget i min give-away. 68 personer og 160 lodder skal der trækkes blandt.
Det bliver Random Organizer der trækker lod, da jeg er for træt til papirssnuller i aften. (Det er hårdt at fylde år)


Og vinderen blev Gitte Jensen med bloggen I Brug Igen. Tillykke til dig !
Skriv til mig hvordan du ønsker din pude.

Tak til alle der har deltaget og rost mit arbejde. Det betyder meget for mig.
Husk, der er jo altid mulighed for at bestille en pude hos mig, hvis du har lyst :o)

En undskyldning til Dorthe, Lume, som jeg fejlagtigt gjorde til vinder. Jeg vil naturligvis kompensere med en ting. Jeg vender tilbage til dig snarest.

18. maj 2011

Fra jeans til shorts. Igen....

de her drengereparationer, bukseknælapninger og bukseafkortninger når man ikke magter at sprætte benet ½ op for at sy lappen på, ligger altid bagerst i rækken af sy-opgaver. Men alligevel, når man så endelig går igang og får noget godt og brugbart ud af noget der ellers var dømt ude, er der en vis tilfredstillelse. F.eks, disse nykklippede shorts, med et stjernebånd ser de pludselig ud som om det var meningen helt fra starten. 
Det vil så vise sig om de bliver ved med det, da båndet er gave-silkebånd fra IKEA og nok ikke er beregnet til vask. Det tænkte jeg først på bagefter.... Men igen, idéen fejler ikke noget :o)

15. maj 2011

Motorikplade....sansebræt.... låsehus.....

Jeg var faldet over denne her, men synes den var lidt for dyr på det tidspunkt. Nej, den var ikke dyr, men kostede mere end jeg lige kunne give for legetøj på det tidspunkt. Hey, man må da kunne lave noget lignende, tænkte jeg, og i forbindelse med at poden alligevel elskede at åbne seleklips, lynlåse osv. skabte jeg denne her. Eller rettere, dette er hvad der er tilbage af den, for der var nemlig træ-låger for i øverste række, og jeg havde købt små skydelåse og låsekroge som desværre alligevel var for store. Men idéen fejler ikke noget. Lidt sjusket udformet her, og lidt for hurtigt og ikke helt gennemtænkt i størrelsen, men der kan sagtens suppleres med alle mulige sjove lukkemekanismer som byggemarkedet bugner af og som er sjove for små fingre. Problemet er så bare hvis den lille lærer at lukke sig ud af barnevognsselen, det skal man måske lige have for øje.

Men Rosa har som 3 årig lige lært at åbne og lukke alm. knapper vha denne her.

14. maj 2011

Besked til ANONYM

Hej Anonym !
Du vil gerne være med i min give-away, men der er ingen navn, ingen blog-link, ingen mail i din kommentar og så kan du jo ikke rigtig deltage, når jeg ikke ved hvem du er. Hvis du læser dette her, så kan jeg bare sige, prøv at sende kommentaren igen, men opgiv en form for navn og profil hvis du er fast læser :)

13. maj 2011

Ugle ud i verden

Så blev der endelig hul igennem igen. Og endelig har jeg haft tid til et stævnemøde med symaskinen. Min syaften om onsdagen er blevet meget hellig efter jeg er blevet kastet ud i verden igen. Denne uglemor er nu flyvefærdig og bliver sendt ud i verden i løbet af weekenden.
Den er ca 30 cm høj.

10. maj 2011

Mors dag i Odense.

Vi er ved at male hus. Sådan en kolos af et træhus skal jo hældes over i ny og næ og det er så i år. Min Martin havde lejet en lift der lignede noget fra en moderne skrækfilm og skulle have malet den øverste del af gavlene i løbet af weekenden. Søndag smed jeg de 2 yngste i bilen, kørte til Fyn hvor jeg efter en fin frokost efterlod mine børn hos faster og fætre og tog på marked på Havnen. Det var dejligt at tulle rundt i ro og mag, kigge på alle de fine varer, samle inspiration og småsludre med bloggere og andet godtfolk. Jeg købte ikke ret meget, havde heller ikke lige plads i budgettet til de store udskejelser, men denne lille vase fra Bruuns Keramik og denne lille kande i yndlingsfarven til den rørende pris af 15,-
De passer lige ind i min samling af turkise vaser. 
Det var flotte rammer og et flot arrangement, cadeau til de 3, og jeg havde da også en indre kamp da jeg skulle bestemme mig for om jeg ville være med i år eller ej. Det blev jo så til ej, da jeg ikke kunne overskue at få varer nok færdig og ikke kunne magte den evt. skuffelse over ikke at få solgt nok i forhold til den store indsats man selv og familien yder op til. Sådan havde jeg det lidt til jul hvor jeg var med om søndagen, men jeg vil da ikke udelukke at jeg tager med igen en anden gang.. :)

9. maj 2011

hvad skal man med blomster....

... når man kan få sådan et kunstværk som dette foræret ??
Jeg har aldrig brugt mor's dag. Eller i hvert fald ikke de sidste 23 år, hvor jeg har været uden mor. Og i år ramlede mors dag sammen med min mors dødsdag... Kræft, I ved...... En tur på kirkegården når jeg nu alligevel var på Fyn var vist det mindste jeg kunne gøre...bare et hurtigt kig. Havde ikke engang en blomst med. Skarn. Men hun ligger på en skovkirkegård i en lille landsby hvor små blå blomster kravler rundt om stenen sammen med bregner o.lign. En rigtig dejligt plet, faktisk.
Nå, men det var i virkeligheden overhovedet ikke det jeg ville snakke om, men ville bare vise Jonas' søde tegning frem

7. maj 2011

genbrugs-collage

Til Skt Georgsaften / indvielsen af vores spejderes bålhytte for nylig skulle jeg stå for en kreativ aktivitet. "Sine, du er så kreativ, find lige på noget"  hm øh ja.... aftenen før fik jeg så denne idé.
Jeg købte en bunke minilærreder hos søstrene, tog en bunke reklamer og en spand tapetlim. Og en bøtte spraylak til fixering.
Det kunne man godt hygge lidt med de små med, det sviner ikke så meget som maling, det roder lidt når de rykker papiret i stykker, men det kan ikke komme på tøjet. (altså papiret) Og tapetklister er jo skønt at arbejde med og klistrer ikke, til trods for navnet.
Men husk at glatte godt ud til sidst med klister så det ikke flabrer op.

6. maj 2011

Stofkøb

uha, jeg overlever, men det er godt nok hårdt at starte op ude i verden igen....
En lille saltvandsindsprøjtning fik jeg dog igår da jeg modtog en pakke fra RikkiTikki-shop, hvor jeg har bestilt stof fra Ferm og Scherning. Vildt godt tilbud for folk på stoffer. 12 stk a ca 1m² for 100,- kr og en rund 20'er i porto. Mange lækre sager. Kan anbefales...og jeg takker igen frk Fiil for tippet

2. maj 2011

En ny hverdag....

....begynder i morgen. Jeg starter på mit nye arbejde på Risskov Psyk. hospital og det er med blandede følelser. Jeg har nydt at gå hjemme dette lille års tid. Jeg har fået syet rigtig dejligt meget, prøvet nye ting og nydt at have tid til ungerne når de kom hjem fra skole. Det at jeg har fået MIN tid, Sine-tid i form af mine sytøj og andre sysler så jeg ikke gik og blev frustreret over aldrig at have tid til mig selv. Jeg håber at mine børn er blevet ældre og under mig lidt Sine-tid en gang imellem fremover, så jeg ikke bliver hende den sure mor igen. Der er heldigvis nogle faktorer der kan gøre overgangen nemmere for mig. Sommeren i vente f.eks. og det at vi bor på en skøn skøn vej med en masse unger omkring der leger med og hos hinanden.
Men idag er så min "sidste" hjemmedag. Og jeg stresser rundt. Har ca 1000 ting jeg gerne ville have nået idag, men dagen gik desværre med at prøve at støve bedkanter op i str. 30 cm rundstokke, afhente bestilte og planlagte indkøb, sandaler til børn osv. Men det bedste jeg lige nåede var en tur i symaskinecenteret.... Jeg drømmer jo om en coverstich-maskine og sådan en havde manden sørme lige et her og nu tilbud på...Godt jeg snart har fødselsdag, så er der mulighed for at jeg kunne forskudsønske lidt.... og spæde lidt til selv.
Men hvis der måske bliver lidt langt imellem indlæggene her fremover så er der en grund, som sagt. Men hang in there, jeg skal lige have fodfæste igen.. :)