Viser opslag med etiketten Julekalender. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julekalender. Vis alle opslag

27. november 2011

Status julekalendere....

Jonas: Lego kalender. Done
Rosas: smågaver, mangler at købe flere HAMA perler. mangler 3 pakker
Rasmus: Lego kalender: Ikke startet.
FM FF: Skal afhentes, lægges, pakkes og sendes.
MM: Kagerne er lige kommet ud af ovnen....
Den hemmelige: Mangler stadig 6 pakker. Og en idé til opbevaring / ophængning..

Ok, der er LÆNGE til d. 1. dec. .....


 Jeg nåede akkurat lige i hus med adventskransen... Den drillede og jeg kunne ikke komme i skoven efter mos pga storm. Heldigvis elsker jeg valnødder og det gjorde jeg vist også sidste år, for jeg fandt en stor dåse fuld af tomme sammenlimede skaller. Det er blitzen der får rødderne til at lyse sådan op, i virkeligheden ses de næsten ikke :o)

12. november 2011

på julekalender-spanden!

Jeg plejer jo at lave lego-julekalendere til drengene, se dette indlæg. I år bliver det nok også sådan. Jeg skal bare lige have købt en æske til Rasmus. En Starwars-ting han ikke har men som er af en vis størrelse. Det er jo en del af julegaveN. Men hende bette-blomsten. Det er straks værre. Jeg havde en plan om at male og tapetsere legehuset (i ved, lyserød og lilla) male alle træmøblerne i fine farver og dekorere med alverdens tænkeligt, og sy nye små puder til de "bløde" møbler. Og så slutte af med en sylvanians familie til at flytte ind. Men jeg kan SLET ikke overskue projektet lige nu. Skal jeg så ud og købe 24 tøsede smågaver, spænder og elastikker og dimser ??? NOT. Jeg SKAL nå det. (For hun har rigeligt med legemad, hvilket ellers var en god julekalender-ting)
billede fra sidste år....
Jeg plejer jo også at lave en puslespilskalender til bedsterne. Jeg nævnte det sidste år, men billederne kommer først nu, da jeg jo ikke så godt kunne vise den frem i december og i januar var det ligesom lidt pasé.
Puslespil bestilles ved Bilkas fotoservice, det er ikke ret dyrt.
Puslespil samles
Puslespil deles i 24 portioner, (sammenhængende, dog med drillebrikker ;o)
Voila.

Ja... der er kalendre nok at tage fat på....
(for der er jo også den julekalender jeg har forberedt en smule til en meget særlig person)

1. december 2010

Rosas pakkekalender

En sen aftentime blev disse effekter forvandlet til Rosas pakkekalender.
Som tidligere nævnt, laver jeg lego kalendere til drengene, men jeg har ikke rigtig fundet pige-pendanten. Jeg kan jo godt li der er lidt sammenhæng i pakkerne, så jeg har købt en kagesæt, opsats med 12 kager og et kaffestel i IKEA. Der bliver så supleret med et par andre sager, der alligevel ventede på at blive givet væk. Så den er ikke helt gennemført. (jeg tror til gengæld at Rosa 3 år er helt OK med det)
Jeg har altid drømt om at have en lang stribe pakker hængende og pynte, i flot papir med fine bånd. Men jeg kom til at indføre en tradition med sokkerne i stedet for, og denne lader sig ikke sådan bryde.
Så indpakningen er bare rester, uden bånd og et minimum af tape, så damen hurtigt kan flå papiret af. Ikke spor lækkert at se på, heller ikke i kurven, som de ligger her.
Men når de bliver taget op af denne her, skal der nok blive glæde.
Og her til morgen blev der faktisk drukket mælk af den lille bitte lyserøde dukkekop.

29. november 2010

Adventskranse og julekalendere

Ja, den der før omtalte adventskrans til min kære mormor kom til at se sådan her ud.
Det er smart med et stativ med holdere, for så behøver jeg ikke være helt så angst for om hun får den slukket. Det kommer retur hvert år og kransen er en del af julegaven, da sådanne damer i 80'erne sjældent mangler noget. Der kom selvfølgelig også lys i.
Men altså, så var der jo også de der småkager vi skulle bage. Det blev bl.a. til en lille julekalender til samme mormor og en spandfuld til ungerne og en æskefuld til "at byde af".

De blev ret fine, de der snefnug. Havde bestilt formene i England og har glædet mig til at udstikke snefnug. Vil prøve at lave nogle i trylledej også.
Min egen adventskrans.... ja. Min kære mand er ret panisk med lys indenfor, og til dels har han jo ret. Under opsyn, ikke sandt ?? Men jeg ville gerne have en der hang, det kunne der ikke blive tale om, så jeg troede jeg var smart og lavede en udendørs adventsdeko, med kirkelys i. Den var rigtig fin INDEN !!!! For et par dage siden, så den sådan her ud og nu kan jeg ikke finde den. ØV.

Så havde jeg da heldigvis denne lille sag jeg hurtigt kunne smække et par julelys i.
Det er ved at blive et langt indlæg. Tror der kommer nyt om pakkekalendrene i morgen. Jeg skal jo lave 5 !!! (6 med den med kagerne, men den er jo klaret :o)

2. november 2010

LEGO julekalender DIY

En vild starfighter eller en ridderborg i kalendergave ? Jo jo. Se her hvordan for her følger min geniale idé til julepakkekalender til drenge i lego-alderen.
  • Køb en pakke lego men min. 300 klodser. Jeg har i år købt disse her til drengene, da Bilka havde 40% på alt lego.
  • På Legos hjemmeside kan man se hvor mange klodser der er i de enkelte modeller, hvis det ikke står på kassen.
  • Download samlevejledningen her, hvis du ikke vil splitte den originale ad.
  • Print den ud så der kan være 2 sider på et ark.
  • Udregn hvor mange klodser der ca skal være til hver dag, der skal helst ikke være færre end 10.
  • Sæt dig i ro og mag, helst uden vågne børn i nærheden, og del brikkerne op i 24 bunker sammen med de sider fra arbejdstegningen der passer til.
  • Pak ind og "server" pakkerne som du selv vil, jeg putter lidt i sokkerne hver dag
Hver dag får ungerne så en bunke brikker og tilsvarende samletegninger og d. 24. har de en større LEGOting der hos os også fungerer som en del af julegaven. Det var en stor succes sidste år.

Jeg er stor tilhænger af pakkekalendere, da jeg synes den slags nedtælling er så hyggelig. Jeg er ikke fan af adventskalendere omend jeg godt kan se det praktiske i at købe større adventsgaver i stedet for 24 stykker viskelæder eller ubrugeligt skrammel, der også går hen og bliver ret dyrt. Derfor synes jeg det her er så smart, og jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke kan finde på en helt ligeså smart idé til Rosa 3 år. Men det bliver nok noget til legekøkkenet hver dag.    
Jeg har ikke rigtig nogle billeder med til denne DIY da jeg ikke har tid til at lave kalenderne før efter markedet i Odense.
Idéen har jeg sendt videre til Lego, som godt nok afviste mig blank og alligevel har brygget videre på deres julekalendere i retning af min idé.
Jeg har i mange år lavet puslespils julekalender til bedsteforældrerne, med et billede af ungerne. Man kan få  lavet puslespil med rimelig mange brikker mange steder efterhånden. Det kommer der nok mere om når vi kommer tættere på.