17. november 2012

T-shirt med tegning

Som før nævnt laver jeg af og til en t-shirt til nogle børn. Og som også før nævnt er jeg begyndt at fotografere ungernes tegninger.
Til Rosas fødselsdag lavede jeg denne t-shirt til hende. Jeg synes den er fantastisk.
Igen, jeg bruger Avery t-shirt transfers til mørke tekstiler. (Synes de er bedst, bare fandens de er så dyre)

15. november 2012

Japansk dame i LEGO

Jeg samler jo lidt på de der japanske kokeshi dukker i forskellige udformninger. Og jeg indrømmer blankt at de allesammen er ganske masseproducerede fra enten Tiger, søstrene eller andre billige steder. Jo, så var der lige dengang jeg købte en bunke Kimmidolls på en engelsk hjemmeside.
Men en dag fik en af drengene en af de der små LEGO pakker med en figur i og ud trådte hende her.
 Den måtte jeg da ha til min samling. Så knægten fik en pakke gogo's i bytte og alle var glade. Især moren var begejstret. Det er jo ikke en kokeshi, det ved jeg godt, men den er fiiiin og særlig...
 

13. november 2012

Børnetegninger

Jeg er nær ved at drukne i børnetegninger. De to yngste tegner og tegner, så papiret flyver om ørerne på os alle. Ikke altid er tålmodigheden lige stor, og der bliver så ikke tegnet lige meget og lige flot på alle ark. Till moderens store fortrydelse. Og livet er åbenbart for kort til viskelæder. De er heldigvis ikke kede af at tegne på bagsiden af noget (det nægtede jeg selv som barn, bum bum bum) så af og til kan man slæbe fejlprint med hjem fra job.
Men til sagen, det var det med at drukne i tegninger, det her med at redde en lille fin detalje fra en krussedulletegning, eller en der er krøllet, fedtet, spildt på, har ligget i tasken for længe osv...
Tricket er for mig blevet min smartphone.
Jeg tager fluks et billede af tegningen med telefonen, den uploader automatisk til dropbox, og flof er tegningerne bevaret og kan replikeres i forskellige farver og størrelser til rammer og gaver osv osv... Fantastisk... Scanneren er blevet overflødig i maskinparken.

11. november 2012

Ugle på en hel ny måde

Jeg har længe gået med dette ugledesign i hovedet. Dvs. det er faktisk længe siden jeg lavede grydelapperne her, kan faktisk ikke helt huske til hvem, men nu er der kommet en pude til serien.

Når man arbejder meget med et design eller sådan set hvad som helst, kan man godt til sidst miste "blikket". Til sidst var det bare cirkler i cirkler og det var rart at kunne spørge andre der så kunne sige, jo, jeg kan da sagtens se det er en ugle.. og jeg kan faktisk rigtig godt selv li' det.