DIY's

DIY - For de kortbenede !
jeans oplægning
 
Os med korte ben ærgre os over at bukser ALTID er for lange. Især ved jeans, for de er ikke sådan lige at lægge op uden at det er tydeligt for enhver at de er lagt op. Men ikke mere. Jeg kom pludselig på en smart måde så man kan bevare den seje forvaskede kant forneden på jeans og samtidig lægge dem op. Følg med her:

Fold buksebenet den ønskede afkortninglængde. Det kan måske være lidt svært at beregne, men når du har læst igennem her, forstår du princippet og kan regne ud hvor meget der skal foldes... Håber jeg :o)
Sy langs med den indvendige synlige eksisterende søm. (Jeg forsøgte at bruge overlocker, med 2 knækkede nåle og en sløv kniv som resultat.)
Klip af ½ cm fra stikningen og zikzak. Denim trevler !
Pres med høj varme (-fra forsiden hvis du bruger polyestertråd. Den smelter :)
Voila.

 
Man kan selvfølgelig godt på nært hold se foldelinien, men derfra hvor man normalt har sit hoved i forhold til sine fødder kan man ikke se den.

 

 
 
 
 
 

DIY - Tryk - print på stof 
 
 
På mine ting laver jeg meget ofte print af navn eller forbogstaver, et billede eller noget andet grafisk.

Mange har spurgt hvordan jeg gør, nu kommer den så. The DIY :)
 Lav dit design på computeren. Jeg bruger Word eller Photoshop, alt efter hvor lang tid det må tage og hvad det er, men alt er jo muligt, det er printet der er produktet. 
  1. Print ud på strygetransferark (jeg bruger Avery, mørke tekstiler, køber det hos Bog & Idé) 
  2. Klip eller skær motivet rent 
  3. Fjern bagside papiret 
  4. Stryg på med medfølgende silikonepapir. (jeg bruger indstillingen til bomuld og stryger jævnt max 30 sek.)

 E Voila !!

  

Det er jo ret nemt, ikk ?? Men her kommer lidt tips. Arkene er jo ret dyre, ca 100 kr for 5 stk. Jeg printer altid ude i kanten af et nyt ark. Det resterende kan så bruges igen. Jeg har en masse mindre stykker liggende, som jeg bruger på følgende måde:
  • Lav et prøveprint på alm. papir, så du ved hvor præcis på arket printet ligger. 
  • Tape transferstumpen fast ovenpå det printede, og print på samme ark igen. (husk at vende det rigtigt i printeren :)

På denne måde kan man få brugt selv de helt små stumper

Pas på med at følge instruktionen på pakken slavisk. Lav evt. en prøve først. Min erfaring siger mig at vejledningen på pakken er helt hen i vejret når det er mindre stykker der tales om. Tror den gælder hvis man stryger et helt A4 ark, hvor man ikke kan have jernet på hele fladen samtidigt.

Husk at skifte silikonepapir jævnligt, ca efter 2-4 strygninger.

  Vask: Trykket kan godt vaskes i maskinen på 40°, men kan IKKE tåle tørretumbler. Det bliver lidt krøllet, men kan glattes med strygejern og silikonepapir når det er tørt.

På T-shirts holder det ikke til voldsomt mange vaske, men på puder og andre sager der ikke vaskes så tit, er det sjældent et problem. Jeg anbefaler dog altid håndvask til mine ting.

 

 
 

DIY - Serviet-flagranke
 

Ja, jeg ved da godt at folk måske er lidt ved at være trætte af flagranker, men jeg må alligevel dele lidt her. En blogger (jeg husker desværre ikke hvem) viste et eksempel på en nem flagranke af servietter der simpelthen bare var "lagt" hen over en snor. Det måtte jeg prøve, men med en saks i hånden blev resultatet sådan her. Ret godt, og ret nemt, syntes vi her til fødselsdagen. Festligt så det ud, i hvert fald.



En serviet giver 2 vimpler, hvis man klipper det rigtige sted ;o), så efter 9 servietter så det sådan her ud.

Behøves der egentlig flere anvisninger ?
  1.  Klip servietten 
  2. omkring snoren (jeg brugte alm. gavebånd) 
  3. Et dup med limstiften, 
  4. VUPTI !!


Har altid drømt om at bruge alle de flotte servietter man kan få, til noget andet end at tørre fingre i, og dekupage, har jeg aldrig rigtig blevet bidt af.... Men dette var jo herligt. Nu er den flyttet op på Rosas værelse.

 
 
 
 
 
 
DIY - LEGO julekalender

En vild starfighter eller en ridderborg i kalendergave ? Jo jo. Se her hvordan for her følger min geniale idé til julepakkekalender til drenge i lego-alderen.


 
  • Køb en pakke lego men min. 300 klodser. Jeg har i år købt disse her til drengene, da Bilka havde 40% på alt lego. 

  • På Legos hjemmeside kan man se hvor mange klodser der er i de enkelte modeller, hvis det ikke står på kassen. 
  • Download samlevejledningen her, hvis du ikke vil splitte den originale ad. 
  • Print den ud så der kan være 2 sider på et ark. 
  • Udregn hvor mange klodser der ca skal være til hver dag, der skal helst ikke være færre end 10. 
  • Sæt dig i ro og mag, helst uden vågne børn i nærheden, og del brikkerne op i 24 bunker sammen med de sider fra arbejdstegningen der passer til.  
  • Pak ind og "server" pakkerne som du selv vil, jeg putter lidt i sokkerne hver dag 
  • Hver dag får ungerne så en bunke brikker og tilsvarende samletegninger og d. 24. har de en større LEGOting der hos os også fungerer som en del af julegaven. Det var en stor succes sidste år.

 Jeg er stor tilhænger af pakkekalendere, da jeg synes den slags nedtælling er så hyggelig. Jeg er ikke fan af adventskalendere omend jeg godt kan se det praktiske i at købe større adventsgaver i stedet for 24 stykker viskelæder eller ubrugeligt skrammel, der også går hen og bliver ret dyrt. Derfor synes jeg det her er så smart, og jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke kan finde på en helt ligeså smart idé til Rosa 3 år. Men det bliver nok noget til legekøkkenet hver dag.  

 
Idéen har jeg sendt videre til Lego, som godt nok afviste mig blank og alligevel har brygget videre på deres julekalendere i retning af min idé.

 
Jeg har i mange år lavet puslespils julekalender til bedsteforældrerne, med et billede af ungerne. Man kan få lavet puslespil med rimelig mange brikker mange steder efterhånden. Det kommer der nok mere om når vi kommer tættere på.