Viser opslag med etiketten tøserier. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tøserier. Vis alle opslag

2. august 2011

Gang i pose-produktionen

Så er det vist ved at være start på børnehave-året også, hvis der ellers er noget der hedder det. Jeg har i hvert fald dejlig travlt med at sy frugtposer. 3 stk er sendt afsted og den gule her ligger klar i kuverten på vej til postkassen (så hvis du læser med, Lene, så er den på vej :o) Jeg er især glad for at sende min første AMIO-bestilling afsted. Jeg tror jeg skal have produceret en lille bunke igen der skal lægges ud til salg på Amio.
Jeg har ellers ca 1 mill. syprojekter i støbeskeen. Laver lige en liste igen, det giver så dejligt et overblik ;o) og så kan I se hvad der er i vente.
  • Frugtpose med biler til Asger
  • Babytæppe i gavepose til min lille nye niece der venter på at blive født
  • Grydelapper og brødpose/kurv til Betinna
  • Frugtpose til Rosa (og reklameskilt til børnehaven, når de nu begynder at forlange at børnene har egen frugt i opskåret tilstand med. Det kunne jo være der var andre der manglede....)
  • Festkjole til mig
  • Tunika til mig
  • Bukser til mig
  • Bukser til Rosa
  • En tunika mere til mig
  • Blomsterpude (Amio)
  • Uglepude (Amio)
  • Pink/rød pude til mig sææl.
og jeg mangler sjovt nok slet ikke stof til noget af det. Lidt synd når man jo ved at Stof & Stil snart barsler med nyt katalog..... Tænk jeg glæder mig til den slags kollektions-lanceringer som et lille barn til jul. Og Pomp de Lux. Åh, det er også snart. Har svært ved at begrænse mig, men man MÅ jo.
Men som I kan se er det ikke syprojekter der mangler.
DET BETYDER NATURLIGVIS IKKE AT MAN IKKE KAN BESTILLE  og man kommer heller ikke sidst på listen. Snarere øvert :)

1. april 2011

Nye puder til Lea og Milla

Lea og Milla får snart nye puder der matcher deres nye gardiner med palietter på. Dem er jeg igang med at sy lige nu... jeg synes puderne er blevet enormt flotte, men billederne her yder ikke fuld retfærdighed. Det er svært at få de dybe flotte lilla farver frem på billedet.
 Jeg har lavet tittekanter i sølv-zikzak bånd. Det blev godt, men det giver lige 2 ekstra arbejdsgange i syningen.

9. februar 2011

Dukkeseng

Jeg er vist ved at give efter for alvor, for min datters lyserøde lune. For 1½ år siden fik hun en dukkeseng fra IKEA. Helt amindelig, i en eller anden træsort. Men efterhånden er dukkebestanden vokset og alle 3 dukker samt 2 build-a-bears + det løse kan ikke putte i en seng.
Mor fik en idé. Vi køber en til magen til, vender den ene på hovedet, stabler og maler. Lyserød. Faren dyvler sammen, mor syer nyt sengetøj og Voila. Køjeseng ! og nu kan den faktisk vugge lidt også, da den jo hviler på rundingerne istedet for ben.

30. januar 2011

Nattøj

...blev det til. Rigtig mange af jeg kender nok dette fine print fra Stof & Stil. Jeg vidste ikke helt hvad det skulle blive til, men både mor og datter er superglade for valget. En lækker let og blød pyjamas. Blusen er et Stof2000 mønster og bukserne et gl. Onion jeg bruger til alle bukser. Supernemme.

21. januar 2011

 Da jeg var barn elskede jeg også lyserød. Det gjorde min mor IKKE. Jeg gik i drenge- eller unisextøj, om man vil, og sukkede efter tyl og lyserøde flæser. Det gør min datter også. Men nu er jeg ikke superpjattet med lyserød og flæser, selvom jeg dog klær min datter i pigetøj og i pigefarver, ulig min mor i 70-80-erne.
Rosa proklamerer mens jeg giver hende en denim-nederdel på, som hun ellers er glad for, "jeg vil også have en nederdel i lyserød". Det skal du få min pige, siger jeg, og flyver ud og køber yndigt lyserød babyfløjl med yndige blomster, så der ikke er et øje tørt. "Se, Rosa. Se hvad mor skal sy nederdel til dig af". Men er pigen lykkelig ?? Nej, der måtte ikke være blomster på. "Jeg mente den skulle være kun lyserød, mor." Men f...me nej. Den bliver blomstret, gør den. Og med tyl og sager, så der ikke er et øje tørt. Jeg ville have boet i den nederdel, var det mig der fik den som 3-årig. Hun har ikke set den endnu, men mon ikke hun kan finde sig i en lille blomst ???

8. november 2010

Prinsesse Rosa havde fødselsdag...

Så her har I hende så, iført den lyserøde drøm.
Hun blev glad for den og ville have den på med det samme.
På dagen blev der bl.a. disket op med disse lyserøde sager. Tænk, farens brunsviger solgte væsentlig bedre. Der var forfærdelig mange kager tilbage da gæsterne gik hjem. Dem har vi så måttet æde os igennem siden. Hårdt arbejde, men nogen MÅ jo gøre det. (og prinsessen spiser naturligvis ovenaf). Men festligt så det da ud.
Så nu er vi endelig færdige med børnefødselsdagene for i år, og kan begynde at tænke lidt på jul.

29. oktober 2010

Er det en hindbærroulade ? er det jordbæris med guf ? Nej, det er da....

en prinsessekjole !!! Så ligger den bare og venter på Rosas 3-års fødselsdag næste weekend. Åh, hvor er jeg spændt på om prinsessen kan li den. Det har været et stort arbejde, men mere besværligt end svært. Især det der med at tæmme 4 meter lyserød tyl. Den rynketrykfod jeg havde bestilt til formålet ankom 14 dage for sent; der havde jeg rynket manuelt. Grrrr....
Nå, men her kan I se lidt detaljer. Den har ikke fået for lidt, med palietter, silkeroser, glassten, russiske kniplinger og ja, TYL ! (underskørtet). Jeg afstod fra satin, da jeg mente bomulden ville virke stivere og dermed strutte mere. Overdelen er af strechvelour, da hun skal kunne tage den på selv uden for mange lukkemekanismer, yderskørtet var et stykke stof fra gemmerne, noget jeg har arvet, tror jeg, og kniplingekraven har min mor hjembragt fra Rusland for 25-30 år siden. Mønsterer er fra stof2000, jeg har rettet en del til.
and here comes...... TA DAAAA  !!!!!!
Jeg kan nok ikke lade være med at smide et billede af damen i kjolen herind, når hun er iført hele skrudet, aka lyserøde plastikprinsessesko med fjer og prinsessekrone.

2. oktober 2010

Gæt hvad...

...jeg har været i Århus med de mindste og handle ind til ?
Tip til påsyning af palliet-bånd modtages gerne. (det er ikke i hånden, vel ?? vel, vel vel ??)
De næste par onsdag aftener skal jeg arbejde på dette projekt. Ugen bliver såmend nok også heftig nok, ovenpå en uge, hvor næsten alt var aflyst pga. 3 børn med feber og hoste. De er i bedring, så mandag tager vi fat med alle fritidsinteresserne igen. Tirsdag starter jeg op som instruktør på forældre-barn gymnastik-holdet. Jeg glæder mig, og har fået en masse brugbar inspiration via kursus. Samme dag er jeg dog også spejderleder for en flok mikroer og så er der lige Zumba også. Så tirsdag er intensiv ude-dag.
Men først er der en blank søndag, og der er masser af projekter der ligger klar i kulissen.

21. september 2010

Hendes Verden - min verden - mine projekter....

Jeg køber normalt ikke ugebladet Hendes Verden, men der var lige en patchwork forside der fangede mit blik den uge. Jeg har bl.a. ambitioner om at prøve at lave denne puf og især den runde blomsterpude.
Det sidste er nok det nemmeste, da jeg ikke rigtig kan finde ud af hvad jeg evt. skal fylde den her puf op med. Har forhørt mig lidt om cylinderformet skumgummi. DET er dyrt, men jeg fandt et sted i Ejby hvor jeg kunne få det for 250,- kr. Det er stadig lidt meget for pudefyld, men de skulle have 450,- i skumhuset i Århus. Nu får vi se. Har slet ikke plads til den slags puffer, men min søster har ytret ønske om en på et tidspunkt. Men det er ikke sindsyg meget sytid jeg har mere efter det her kursus startede op. Pyha... Men der er jo altid onsdag aften ;o) Har en plan om at skulle sy en prinsessekjole til den lille dame der fylder 3 til november. mangler nok et mønster. Fif og gode idéer hertil modtages gerne. Kigger lidt i denne her:
som jeg fandt til 40 kr i Kvickly. (sidste år) Tror dog nok min prinsesse er mere til lyserød og tyl end retro og korssting.

4. september 2010

"Jeg får PiP af dig, mor!"

... siger Rosa 2½ år. Det lyder ret sødt, men man ved jo godt hvor hun har den vending fra. Men det er da ikke det værste man kan citeres for, vel ?? Nå, men det der med PIP. Der har længe stået PIP studio tasker på min ønskeseddel, men da de ikke kan købes ret mange steder, og jeg ikke har kunnet bestemme mig for hvilken præcis jeg helst vil ha, ja så har ingen so far opfyldt ønsket.... Men så var det lige jeg i anden anledning kom forbi dynefabrikken.dk  i Randers og hvad søren ?? Workman-bags nedsat til 100 kr stk !  For disse skønheder !! Så må man jo købe begge farver (de havde desværre ikke den turkise) og penalhus der matcher for latterlige 25 kr.
Ved stadig ikke hvilken jeg vil have og om Rosa skal have den anden når hun bliver lidt ældre, eller om en anden skal have den foræret..... Eller om jeg bare beholder begge.
Jeg har hørt at hende fru PIP designeren tidligere designede for Oilily, men det er ikke bekræftet. Det fornægter designet i hvert fald ikke, i så fald.
Jeg ved da godt jeg selv kan sy mine tasker uden videre, men af og til bliver man da bare så forelsket i et design at det MÅ ejes. Havde lyst til at tømme deres sengetøjslager af samme art, men jeg må desværre holde lidt hus med finanserne. Det kunne ellers være fedt at sy af selv....

26. august 2010

Endnu en pose...

Louise 6 år skulle have syet et betræk til sin skole-sidde-hynde. Hun havde så valgt dette fine vævede metallic kina-silke-look-alike.... Jeg har så vurderet at som pude der skal ligge på gulvet var det smartest at vende bagsiden fremad, da den ikke er helt så nem at trække trådene i. Som kompensation, hvis det ikke falder i damens smag, har jeg syet denne lille pose med pink foer og snor. Syntes idéen med bogstavet var genial, til jeg opdagede at det ikke er velegnet med stryge-transfer på den slags fornemme stoffer. Men nu får hun den alligevel....

13. august 2010

Tøseting

Ja, man skal jo have et afbræk en gang imellem, når man er igang med sådan et kæmpe patchworktæppe-projekt. Så idag blev det til disse 2 poser. Rasmus (næsten 8 år) skal til fødselsdag med klassen hos 2 piger. Hvad giver man lige sådan nogle, når man kun må gi' for ca en tyver....? Rasmus mente de skulle have legetøj, men sådan nogle 8-årige, hvad leger de lige med til en 20'er ? Nips ? Blyanter ? Hårelastikker ?
Nå men materialerne løber måske op i en 20'er, og så er det jo bare sjovt og hyggeligt at lave. Gemmeposer til hvad sådan nogle tøser måtte have at putte i. Jeg synes selv de er ret fine.